Bag om AuDHD-Rummet
Vores formål og lidt om vores værdier
AuDHD-Rummets formål er at skabe et anerkendende og inkluderende fællesskab for voksne, der kan identificere sig både med ADHD og Autisme (AuDHD). Vi arbejder med mennesker med dobbeltdiagnoser og bringer medlemmernes ressourcer i spil, så vi sammen skaber et positivt og givende fællesskab.
Vi har en konstruktiv og handlingsorienteret tilgang til AuDHD og tilbyder grupper og forløb med forskellige fokusområder, som medlemmer kan udforske. Disse forløb italesætter og skaber et fælles sprog for at være AuDHD’er. I foreningen rummer vi alle AuDHD’ere og møder hinanden i øjenhøjde med respekt for medlemmernes individuelle egenskaber. Vi skaber plads til, at man kan udfolde og udvikle sig præcis, som man er, og få støtte til at bringe dette ud i verden.
Foreningens grundværdier bygger på et menneskesyn, hvor alle er lige værdifulde. Vi rummer både de positive og negative sider af AuDHD. Alle AuDHD’er har noget særligt og vigtigt, de kan bidrage med både i foreningen og samfundet. For at det kan ske, skaber vi et rum, hvor fundamentet er tryghed og anerkendelse, der skaber mulighed for selvaccept og udvikling.

